· VELKOMMEN

· ENERGI

· ASTRONOMI

· ? - 1601

· 1602 - 1641

· 1642 - 1670

· 1671 - 1925

· 1925 - i dag

Newtons kikkert
Siden Galilei havde sat sit teleskop for øjet, havde der været en rivende udvikling inden for optikken. Selv Galilei havde udskudt sine første observationer en måned for at bygge et endnu større teleskop. Man havde dog stadigvæk problemer, for hvis man forstørrede et objekt ved bare at sætte flere linser bag ved hinanden, opnåede man kun at få et mere lyssvagt billede. Derfor var det nødvendigt at lave en så stor objektivlinse som muligt for at få indsamlet mest muligt lys. Problemet ved dette er, at glas ikke er et fast stof, det er nemlig meget tyktflydende, og derfor kan det ikke lade sig gøre at slibe større linser end på 1meter.

Det blev Newton der viste vejen frem, han brugte nemlig et hulspejl til at indsamle og fokusere det himmelske lys. Så efter at Newton fremlagde hans nye design i 1671 var det varianter af hans design, der dominerede den astronomiske forskning totalt. Men optikken er dog ikke det eneste problem ved et teleskop. For himmelen har den ubehagelige egenskab at den drejer rundt. Så hvis du står og kigger på noget gennem et teleskop med hundredeganges forstørrelse har du ikke lang tid til at foretage dine observationer. Derfor gik man da også hurtigt over til at bruge fotografiske plader.

Det var ikke kun fordi at man nu ikke behøvede at sidde oppe hele natten. Man fandt også hurtigt ud af at ved langtidseksponering kunne man optage på tid og derved kom selv svagere himmellegemer frem på billedet. Problemet var nu himmelkuglens rotation, for hvis man ikke også roterede teleskopet, fik man kun en masse streger på billedet. Man forsøgte at løse dette problem ved hjælp af urværkslignende drev, men selv i dag må man klarer sig ved hjælp af lignende løsninger.

Bor vi i midten af vores galakse?
I år 1900 havde den hollandske astronom Jacobus underbygget Herschels verdensbillede og havde bestemt vores galakses diameter til 30000 lysår og dets tykkelse til 6000 lysår. I 1914 opholdt Kapteyn sig på Mount Wilson-observatoriet i Californien. Her mødte han en ung astronom ved navn Harlow Shapley. Han havde især interesseret sig for at bestemme afstandene til de kugleformede stjernehobe ved at bruge en teknik, som var udviklet af amerikaneren Henrietta Swan Leavitt og danskeren Ejnar Hertzsprung. Den hvilede på at en bestemt type lyspulserende stjerner, de såkaldte cepheider, og udviste en nær sammenhæng mellem deres variationsperiode og lysudsendelsen. Når man kendte lysstyrken kunne man finde ud af afstanden. Han havde via sine udregninger fået nogle kolossal store afstande til disse stjernehobe, en af dem lå sågar 100000 lysår væk. Dette førte til, at man igen måtte revidere sin verdensmodel, så diameteren blev forøget til 300000 lysår. En anden ting, han havde fundet ud af, var at vores solsystem ikke lå i midten af vores galakse, som før var blevet antaget. For hvis vi skulle være placeret i midten, så burde antallet af solsystemer være nogenlunde ens, ligegyldigt i hvilken retning du kigger i, men dette var ikke tilfældet. Han fandt tilgengæld ud af, at de var jævnt fordelt omkring et punkt der lå 100000 lysår fra os(De seneste målinger siger 26000 lysår).

Videre til næste side