|
|
|
Ozonlaget
I 1984 blev der i det velanskrevne engelske videnskabelige tidsskrift Nature om ikke slået alarm, så dog offentliggjort en artikel, der skulle komme til at virke alarmerende, og som fik betydelig samfundsmæssig betydning. I Nature-artiklen var beskrevet, hvordan forekomsten af ozon - en variant af ilt - højt oppe i stratosfæren over sydpolen var stærkt nedsat i forhold til det normale. Dernæst fandt en eller anden ud af, at der i det samme tidsskrift i 1974 havde stået en artikel, hvor de såkaldte CFC-forbindelsers nedbrydende virkning blev påvist. Fra og med den stund vidste ethvert dannet menneske, hvad ozonlaget var for noget, hvor afhængige vi var af det, og at køleskabe og spraydåser (begge typer produkter havde indtil da betjent sig af CFC-forbindelser) egentlig var noget værre svineri. Kort sagt var der en udbredt forestilling om en nært forestående miljøkatastrofe. Ozon er medvirkende til - men ikke eneansvarlig for - at forhindre solens ultraviolette (UV-)stråling i at trænge igennem til jordoverfladen. Det blev nu blæst op i nyhederne, at den øgede UV-indstrålingen ville give et øget antal af tilfælde af hudkræft. En eller flere af de allestedsnærværende eksperter udtalte, at antallet af hudkræft tilfælde ville stige med fire procent de næste år.
Denne måde til angivelse af omfanget af ozonnedbrydningen står i skærende kontrast til de skrækkampagner, der har været ført i medierne. På det sidste er denne debat, da også kølet noget af, skyldes det mon at faren er drevet over? Den nedbrydning af ozonlaget, der har været talt om, skyldes grundstoffet klor, og det drejer sig om reaktioner, hvor klor indgår som katalysator, dvs. uden at forbruges. Så alt andet lige kunne hele ozonlaget blive nedbrudt ved et enkelt kloratoms hjælp(om end langsomt!). Men sådan er det ikke i praksis, og det har medierne ikke været flinke til at orientere om. Man har ligesom forbigået i tavshed, at der ved siden af ozonnedbrydning også konstant foregår ozondannelse. Mindre ozon giver mere UV, og mere UV giver mere ozon! Der er endnu en gang tale om en ligevægt, hvor forskellige faktorer spiller sammen på en uigennemskuelig måde. Hvis man ser på ozonlaget tykkelse frem til i dag, vil man se at de steder, hvor man har de markant store fald, har været efter de store vulkanudbrud, El Chinchon i Mexico(1982) og Mt. Pinatubo på Filippinerne(1992). Vulkanudbrud fører til et markant øget indhold af aerosoler (fine partikler) i atmosfæren, og man mener, at ozonnedbrydende klorkemiske processer fremskyndes på disse partiklers overflader. Man ser tilgengæld også, at få år efter disse udbrud har fundet sted, er ozonlaget igen bygget op til den tykkelse, det havde før udbruddet.
|
· 
Alarmen